 |
| Colourbox [06-04-2016] |
Børn er meget modtagelig over for indtryk. De ser, hvordan deres forældre
og søskende opfører sig. Den første socialisering et menneske gennemgår er den
primære socialisering og den sker igennem barndommen. Den primære socialisering
er den opdragelse, som vores forældre giver os. Det er her, at vi første gang
lærer om holdninger, værdigrundlag og normer. Oftest er det sådan, at det som
vi har set og hørt vores forældre gøre og sige er ting, som vi adapter i vores
eget liv, når vi vokser op. Det er slet ikke så forkert, når man siger, at man
oftest bliver som sine forældre. Den sekundære socialisering er den næste
socialisering, som sker når barnet kommer i børnehave, skole og andre
institutioner. Her møder barnet værdier, som oftest er de samme som
forældrenes, da vi gerne vil have at vores børn omgås børn, hvis forældre har
samme værdigrundlag. Men det er også her, at de har mulighed for at blive
påvirket igennem for eksempel venner. Igennem dem kan de drage sig nogle nye
holdninger, som måske ikke er lig deres forældres, men de lærer her at tænke selvstændigt.
Det er også i den sekundære socialisering, at man snakker om teenageopgør.
Barnet prøver at bryde ud af sine forældres normer og værdisæt, men ofte ender
børnene senere i livet med at falde tilbage til forældrenes værdigrundlag,
grundet deres primære socialisering, da de er vokset op med disse værdier og
har sociale relationer med mennesker af samme mening og værdigrundlag.
”Fik søde sager
som barn, sodavand, kage og dessert - gerne til aftenkaffe.” (29)
Hvis vi tager fat i vores case-person, Ejner og den socialisering, som han
har gennemgået igennem hans barndom, så har han først set en far, som havde
type-2 diabetes, men der blev ikke talt om det og der blev heller ikke delt
viden omkring, hvad det var for en sygdom. De levede, som de altid havde gjort.
Det ser Ejner og det tager han med sig op i sit voksne liv. Han har ikke nogen
indre motivation til at ændre for sine spisevaner for at regulere sin diabetes.
Ejner nævner også i interviewet, at de aldrig manglede noget i forbindelse med,
da de talte om deres madvaner. Han nævner, at de fik sodavand og andre søde
sager hver dag og motion var bestemt ikke noget som, der blev talt om eller
gjort noget ved. Denne madkultur som Ejner har været vant til tager han også
med i sit voksne liv. Han siger på et tidspunkt til sin interviewer, at han
ofte købte en pose slik, som han så spiste om aftenen inden han gik i seng. De
normer, værdier, vaner inden for motion og mad er alt sammen noget, som Ejner
tager med sig. Sociologen Pierre Bourdieu taler om habitus, som er de vaner vi
mennesker har og de vaner afhænger af vores kapital, som er indlejret i vores
krop. Det er noget som ligger i os ubevist og gør os til de individer vi er og
det er den kapital, som gør at vi handler og reagerer på den måde, som vi gør.
Så når Ejner ikke har lyst til at ændre på sine madvaner, så er det fordi, han
har den kapital med værdier og vaner fra sin barndom, som for eksempel at det
var normalt at få sukkerholdige ting hver dag og motion var ikke noget, som man
gjorde. Det ligger så dybt i Ejner, at hvis han skal finde en indre motivation
til at ændre levemåde og virkelig gøre noget ved sin diabetes, så er det disse
vaner, som han skal ind og ændre på. Han har dog en ydre motivation i form af
sin kæreste, som er gammel sygehjælper og når de ses tager hun ham med ud på en
lille gåtur og de er begyndt at måle hans blodglukose før og efter gåturen, så
han kan se med sine egne øjne, hvad en lille gåtur gør ved hans blodglukose.
Men det er svært for ham at komme afsted, når han er alene og det er fordi, at
det aldrig er blevet en vane for ham.
”fortiden lever videre i nutiden … ” (28 s. 60)
Hvis vi kigger igen på ordet ”kapital” så har Ejner en social og kulturel
kapital. Hans sociale kapital er hans familie, venner og kæreste, som alle er
klar over, at han har diabetes, men de formår desværre ikke at tage hensyn til
Ejner i forbindelse med sociale arrangementer, da der bliver serveret en masse
mad, som Ejner helst ikke skal have for meget af og Ejner formår ikke at sige
nej til maden eller spise en mindre portion – fordi det er han ikke vant til,
så det er utrolig svært for ham at ændre på dette selv. Han har dog en
ressource i sin kæreste, som får ham med ud på nogle små ture, når de er
sammen. Han har også en kulturel kapital, som indeholder Ejners klassemæssige
habitus og dannelse, som han har fået fra sin opvækst. Det vil med andre ord
sige den måde han taler på, den almene dannelse, påklædning. Det er også den
måde vi spiser og taler sammen, laver aktiviteter, hvad vi køber ind og den
daglige rutine, som vi gør i hverdagen. Den kulturelle kapital, som Ejner har
med sig fra sin opvækst er, normerne fra det bedre borgerskab, der skal ikke
mangle noget, man er privilegeret til at kunne køre til alle gøremål og ting
som forsøder tilværelsen behøver man ikke at sige nej til.
Når vi kigger på en mand som Ejner, så kan man måske sige at det ikke alt
sammen er hans skyld at han har fået type-2 diabetes, fordi han ved ikke bedre.
Hans opvækst har gjort ham til den mand han er i dag og når vi kigger på
statistikkerne for type-2 diabetes så er det et generelt stigende problem for
mennesker i dag. Det er utrolig svært at ændre på nogle indgroede vaner, som vi
har haft siden vi blev født og de fleste vaner kommer igennem vores primær
socialisering men også sekundære socialisering, men de første spadestik til
grundlæggelse af vaner bliver taget i den første del af vores barndom, hvor vi
gør alt hvad vores forældre gør. Hvis vi skal vende kurven for tilfælde med
type-2 diabetes, skal forebyggelsen sættes ind meget tidligt. Vi skal stile
mod den unge generation som nu snart skal stifte familie så de bliver klogere
på sund kost og motion. Men vi skal også ind og kigge på institutioner og
hvordan de oplyser børnene om sundhed. For jo tidligere vi bliver bekendt med
begrebet sundhed inden for mad og motion jo større chance har vi også for at
det bliver en del af menneskers personlige kapital. På den måde vil vi kunne
vende kurven og begrænse type-2 diabetes i fremtiden. (28) (29)
